Global Γkonomi.
Om studieretningen
PΓ₯ studieretningen Global Γkonomi er der fokus pΓ₯, hvordan verdensΓΈkonomien pΓ₯virker virksomheder, og hvordan virksomheder kan handle pΓ₯ verdensmarkedet. Det kommer sΓ¦rligt til udtryk i studieretningsfagene VirksomhedsΓΈkonomi A og International ΓΈkonomi A. Her lΓ¦rer du, hvordan man aflΓ¦ser tendenser fra udlandet, og hvordan virksomheden bΓΈr drive virksomhed i forskellige lande.
PΓ₯ studieretningen Global Γkonomi fΓ₯r du ogsΓ₯ mulighed for at arbejde med klassiske vΓ¦rktΓΈjer fra de ΓΈkonomiske fag i kombinationen med en aktuel og brugbar indsigt i de nyeste tendenser inden for forbrug, handel og samfundsudvikling.
PΓ₯ alle tre Γ₯r vil der vΓ¦re en studietur til henholdsvis Tyskland, KΓΈbenhavn og en europΓ¦isk storby, hvor der bΓ₯de vil vΓ¦re fokus pΓ₯ virksomhedsbesΓΈg, kultur og ikke mindst det sociale sammenhold i klassen.
SΓ₯ hvis du synes, det er spΓ¦ndende at fΓΈlge med i hvordan verden omkring dig pΓ₯virker ΓΈkonomien, kan Global Γkonomi vΓ¦re noget for dig.
Tager du studieretningen Global ΓΈkonomi i kombination med Tysk B skal du senere i forlΓΈbet vΓ¦lge et valgfag til 2. Γ₯r samt et eller to valgfag til 3. Γ₯r.
Tager du studieretningen i kombination med Spansk A skal du senere i forlΓΈbet vΓ¦lge Γ©t valgfag til dit 2. Γ₯r.Β Dit valgfag pΓ₯ 3. Γ₯r er Spansk A.


