Skive College i front: Rekordmange unge vælger en erhvervsuddannelse

Skive College i front: Rekordmange unge vælger en erhvervsuddannelse

Nye tal fra Børne- og Undervisningsministeriet placerer Skive Kommune som nummer fire på landsplan i søgningen til erhvervsuddannelser (EUD). På Skive College ser vi resultatet som en direkte effekt af et stærkt lokalt uddannelsesfællesskab.
Hele 32,8 procent af kommunens elever fra 9. og 10. klasse har i år søgt mod en erhvervsuddannelse. Det er en markant stigning fra 22,2 procent i 2023 og betyder, at Skive nu overgår det nationale mål om en søgning på mindst 30 procent.

Høj gennemførelse og garanti for lærepladser
For Skive College handler resultatet ikke kun om kvantitet, men i høj grad om kvaliteten i de forløb, de unge træder ind i. Resultatet viser, at skolens tætte bånd til det lokale erhvervsliv skaber sikkerhed for de studerende:

  • 96 % af vores lærlinge får en læreplads.
  • 95 % af vores elever gennemfører deres uddannelse.

Indsatser, der virker
Fremgangen i søgetallet bunder i en systematisk indsats for at koble skole, erhvervsuddannelserne og erhvervsliv tættere sammen. Gennem forskellige indsatser som praktik, introuger, brobygning, valgfag og generelt et tæt samarbejde med nøglepersoner i Skive Kommune, Ungdomsskolen Skive og 10. Klasse Center Skive, får de unge et reelt kendskab til de mange karriereveje på Skive College.

Den positive udvikling er afgørende for fremtidens arbejdskraft på Skive-egnen. Da erhvervsuddannede ofte vælger at bosætte sig lokalt, sikrer de høje søgetal og den stærke gennemførelse på Skive College både vækst og bosætning i området.